SuperBrugsen i huslejekrig i Kerteminde
SuperBrugsen har ligget på samme grund i Kerteminde i årtier, men kommunen nægter at sælge grunden til brugsforeningen, som desuden mener, at huslejen er alt for høj.
Supermarkedet har ønsket at købe grunden i flere år, og et salg ville også kunne løse den strid, som brugsforeningen har haft med kommunen om huslejen på stedet.
SuperBrugsen accepterede i 2013 en husleje på 1,7 millioner kroner, hvilket bestyrelsen i dag mener er alt for meget. I januar vurderede en syns- og skønsmand, at huslejen burde være en halv million lavere.
Bestyrelsen er klar til en retssag.
-Så er vi klar til at starte en retssag. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, så bliver linjen kørt helt ud, siger Martin Helle, der er formand for SuperBrugsen.
Borgmesteren i Kerteminde understreger over for Fyens Stiftstidende, at SuperBrugsen betaler den pris, de to parter blev enige om, da lejekontrakten blev indgået, og at brugsen betaler markedslejen.